Hun er jo en rød hoppe. Så det er derfor, hun er strid.
Engang troede vi også, at jorden var flad.
Det forholder sig nemlig sådan, at hestens hjerne ikke er designet til at reflektere over dens handlinger eller at beslutte sig for at være fræk med vilje, som for eksempel når vi siger, at ”hesten gider ikke at gå i trailer/springe vandgrav” (indsæt selv en opgave, som du synes, hesten bør kunne uden at protestere).
Hvordan dét?
Ser du – frontallapperne på hestens (og vores) hjerne er forbundet til mere avancerede mentale funktioner så som evnen til at ræsonnere. Det betyder, at hesten ikke kan planlægge, at den vil være fræk ude i fremtiden – for den tænker ikke forlæns på den måde, og kan derfor ikke vurdere konsekvenser på forhånd. Heste reagerer ganske enkelt på ”autopilot” i specifikke situationer. De lærer igennem betingning og hukommelse (altså erfaring, som er bagudrettet i tid – aldrig foran i tid).
Din hest ligger ikke søvnløs over noget, der skete for 3 år siden
Foto: researchgate.net
Hvis vi tillægger heste menneskelige egenskaber, giver vi den et ansvar, den ikke kan bære
Når vi for eksempel skal tilride den grønne unghest, som lige er taget ind fra marken – prøv så at overveje, hvor stor en mundfuld det er for den urutinerede hest, at den måske er blevet transporteret et nyt sted hen for at blive tilredet (trailer, kørsel – væk fra alle vennerne hjemme fra stalden), og nu skal den også have underlag og gjord på. Og så kommer der et bid i munden også – hvor signaler som stop og drej også skal implementeres.
Hestens temperament og tolerancetærskel afgør, hvordan den reagerer på at lære nye ting. Nogle heste kan sagtens holde til store krav og måske mere forvirring i forståelsen af disse krav – imens andre heste kræver en større grad af systematik og forudsigelighed, når man træner dem, hvis man gerne vil have en afbalanceret og komfortabel hest.
Når vi menneskeliggør heste – det, man kalder antropomorfisme – så kommer man til at vende fokus henimod det hesten IKKE gør, fremfor det, hesten ikke VED, den skal gøre. Det er lidt det samme som når man taler om skældud til små børn. Vi skælder ud, og fortæller børnene, hvad de ikke må gøre. Men fortæller vi dem også, hvad vi gerne vil have, de skal gøre i stedet? Giver vi dem en mulighed for at give den rigtige respons?
Som flugtdyr er føllets hjerne specialiseret i bevægelse fra første færd
Når hestens hjerne starter sin udvikling, så starter det hele med hjernestammens nervebaner, som formes først. Disse nervebaner står for mange automatiske funktioner, blandt andet bevægelse. Som flugtdyr er heste født ”klar” – klar til flugt fra farlige rovdyr, og derfor kan føllet stå og gå straks efter, det er født.
En fedtholdig masse i hjernen kaldet myelin fungerer som isolering, og dækker nervefibre, og hjælper med transporten af information, som igen tillader en hurtig hjernevækst og modning. Denne myelination er også det, der hjælper information med at gå fra den ene hjernehalvdel til den anden.
Føllets vigtigste funktion fra fødslen er således at være specialdesignet til flugt og at kunne bevæge sig væk fra trusler – og på dette tidspunkt i føllets liv, er der ikke tænkt et behov for ægte tænkning og reflektering ind i ligningen, fordi de mere avancerede hjernecenterforbindelser endnu ikke er udviklet på dette tidspunkt.
Cerebellum er ’biblioteket’ for hestens fysiske bevægelse
Det næste område, som modnes og udvikler forbindelser er cerebellum. Nervebanerne hér står for kropskoordination og at gøre hestens bevægelser mere flydende. Grunden til, at føl bevæger sig lidt kluntet i starten, er fordi at cerebellum og dens nervebaner ikke er fuldt udviklet endnu. Cerebellum står også for hestens balance, hoved- og øjenbevægelser. I resten af hestens liv fungerer cerebellum som bibliotek for al læring, der hænger sammen med fysisk bevægelse.
Størrelsesmæssigt står cerebellum for 1/3 del af hestens hjerne. Og fordi hesten er et sensorisk/motorisk dyr, er cerebellum ”kontroltårnet” for hele hesten.
Mennesker, på den anden side, er styret af frontallapperne. Man kan faktisk sige, at mennesker er en tænkende og analyserende art, hvor heste er sensoriske og følende arter.
Et andet navn for området ved frontallapperne er neocortex eller cerebral cortex. På mennesker er dette område meget dominerende – området står for vores sprog, tale og skrift. Det er også i dette område, at vi kan foretage abstrakt tænkning, organisere og kategorisere tanker og ideer, vi kan ræsonnere og multitaske.
Den store menneskelige neocortex sammenlignet med den underudviklede version hos hesten, er en af de mest markante forskelle imellem måden, mennesker og heste fungerer på.
Så når du næste gang oplever, at din hest til et dressurstævne tøver, når du rider ned ad midterlinjen hen imod dommeren, kan du være sikker på, at hesten ikke har planlagt at ride forkert – den har blot fået aktiveret sit flugtinstinkt (hesten er jo designet til at flytte sig hurtigt væk fra det, der minder om fare), og har – ihvertfald inde i sit hoved – meget få valg. Valgene er at klodse bremsen (skabe afstand til den farlige dommer), at vige til siden (same same) eller snurre rundt og løbe væk.
Nogle heste har dog fået indlært responsen for ‘fremad’ (dine schenkler) så godt, at du kan insistere på, at hesten går frem mod dommeren – hvor hesten så måske vælger at svare fremad i stedet for at tøve eller undvige, selvom hesten er bange. Her er der også tale om det meget spændende koncept med overskygning, hvor hestens hjerne i manglen af evnen til at multitaske, må vælge én respons frem for en anden – det kommer vi tilbage til i én af de senere artikler om hestens hjerne.
Vi skylder vores heste at anskue dem helt objektivt og se hestene for det, de er, og at vi virkelig ser, at de er meget forskellige fra os. Når vi kan gøre det, kan vi bedre lære at forstå vores firbenede og kraftfulde venner, og bruge en træningsform, der tager højde for netop deres specifikke måde at lære på.
